Anne Linnet

Der er ikke mange musikere, som kan overraske efter at have haft en nøgleposition i dansk musik i mere end 30 år og udsendt lige så mange plader.

Anne Linnet kan!

Efter nogle plademagre år bryder hun nu tavsheden med albummet Her hos mig, som sikkert vil overraske de fleste. Hun har skåret alt overflødigt væk på pladens ti meget melodiske sange, som er organisk arrangeret i en flot, stemningsrig produktion. Når dertil kommer, at hun har skrevet nogle af sine bedste tekster i årevis, vil hendes store publikum uden tvivl tage albummet til sig og glæde sig over, at de nu kan høre dén Anne Linnet, som de holder mest af. Hende som fortolkede Tove Ditlevsen til et rent 13-tal på lp´en Kvindesind (1978) og senere sang sig ud i hver en krog af landet med numrene fra albummet Jeg er jo lige her (1988), som er en af alle tiders bedst solgte plader i Danmark.

På en måde kan man godt spejle Her hos mig i de to gamle plader. Men Her hos mig har alligevel så meget mere og andet at byde på. Først og fremmest i teksterne, som er skrevet med en livsklog og eftertænksom blå pen.

?Nu ved jeg sønderrevet / at man ik´ ka´ leve halvt / Når man én gang helt har levet / grænseløst i ét og alt? lyder det i albummets sidste sang, Himlens port, hvor Anne Linnet på smukkeste vis binder sløjfe på sine lyriske rapporter fra kærlighedens kringelkroge i de ni foregående sange. Hun synger om venskaber og om den gode, livsnødvendige og stærke kærlighed, som er lige så sjælden, som den er sund. Men hun synger også om kærlighed, som gør ondt. Om uvished og om jalousi. Meget elegant i De røde dansesko, hvor omkvædet i første halvdel af sangen lyder: ?Jeg drømte du forlod mig / og dansede et sted / Under store lysekroner / var der én du dansed med?. Men med et lille grammatisk spring i tid bliver jalousien pludselig ubegrundet, og sangen skifter karakter: ?Men den du danser med / ta´r masken af og ler / Jeg holder vejret / og det er mig selv jeg ser?.

Anne Linnet disker op med mange af den slags små sproglige finter i sine nye sange, der, selv om de indeholder meget vemod, har et positivt livssyn. Hver sang er en lille fortælling, og samlet er det et stort eventyr med mange muligheder for, hvordan den samlede historie ender. Der er således rig lejlighed til fortolkning, men man kan også blot tage ordene for pålydende og glæde sig over det overskud, som sangskriveren har i dag: ?Hvem kan leve nuet / være hvor man er / Mens man bær´ sin fortid / helt intakt i sig / Jeg kan når jeg mærker / du er her hos mig?, lyder det i den fine titelsang, Her hos mig. Anne Linnet kunne ikke have skrevet den tekst for ti år siden ? og for den sags skyld heller ikke mange af pladens øvrige tekster. For afsenderen er en kvinde, som har levet, oplevet, mærket og sanset livet, og som i dag har et overskud, som hun gerne vil dele ud af, dele med os andre.

Det overskud er selvfølgelig ikke kommet af sig selv, men er bl.a. et resultat af, at Anne Linnet har givet sig selv tid til at reflektere. Over dette og hint, over tiden og livet. Medvirkende hertil har også været en række koncerter, som hun har givet med en fin lille trio i mange af landets kirker i løbet af de senere år. Repertoiret har været hendes eget, men den afdæmpede, nærmest intime form og de sakrale omgivelser har været en stærk oplevelse for hende. For selv om less is more er et paradoks, er det også en sandhed. Og den skulle vise sig at få store musikalske konsekvenser for hendes nye album.

I modsætning til mange af hendes tidligere plader har Anne Linnet denne gang valgt at arbejde sammen med et tæt lille hold med Poul Bruun som styrmand. Et møde i det sydfranske sommerland sidste år betyder i dag, at to af fyrtårnene i dansk musik nu står på den samme mole og lyser stærkt med samme styrke. Den største producer herhjemme igennem tiden og landets populæreste kvindelige komponist har aldrig tidligere siddet på den samme side af bordet. Selv om begge har været en del af den musikalske superliga i en halv menneskealder, ikke mindst i 1980´erne, hvor de stod for nogle af de største succeser og i det hele taget tegnede dansk musik: Han på sit selskab, Medley, hun på Pladecompagniet. Respekten for hinanden har altid været gensidig og enorm, men der skulle alligevel gå så mange år, før deres veje krydsede hinanden professionelt.

Hvor Anne Linnet på sine to forrige plader i eget navn, Tal til mig (1993) og Jeg og du (2000), arbejdede sammen med udenlandske producere, henholdsvis Johan Ekelund og Pete Hofmann, som havde svært ved at forstå hendes univers, delvis som følge af sproglige barrierer, har samarbejdet med Poul Bruun været én stor succesoplevelse. Kemien var der med det samme, og hun kunne slappe af i hans nærvær. Hun nød i den grad at være sammen med en, der kunne supporte hendes gode ideer og dolke de dårlige. Hvor hun tidligere har haft svært ved at give slip til en producer, har hun igennem hele forløbet med Her hos mig haft fuld tillid til Poul Bruun, for på en eller anden måde har ingen af dem haft noget at skulle bevise over for den anden.

Poul Bruun har endvidere sat det lille musikalske hold, som Anne Linnet har indspillet pladen med. Det er produceren Bo Gryholt (bas, guitar, tangenter m.m.), teknikeren Ulrik Bust (sax, melodica, percussion m.m.) og produceren ? og Linnets søn ? Marcus (kor, percussion, tangenter), som har produceret alle vokaler på pladen. De to har aldrig arbejdet sammen før, men Anne Linnet har nydt at lave sine vokaler denne gang med den ro og fortrolighed, som selvsagt har været til stede i studiet.

Her hos mig er en skåret-ind-til-benet plade. Den er stemningsrig og vis, leveret af en sanger og sangskriver, som har noget på hjerte og ikke har lydt bedre i mange år. Anne Linnet er for alvor tilbage med Her hos mig, og det er et vidunderligt sted at være.

Her hos mig udkom den 3. oktober 2005, og som en forløber blev Hun fletter sit hår sendt ud som en single til landets radiostationer..

Læs mere om Anne Linnet på www.annelinnet.dk