Eddie Skoller

EDDIE SKOLLER

“Ethvert godt nummer starter med, at en mand kommer ind og er vanvittig morsom! Anslaget er liv eller død for enhver entertainer. Det er i disse sekunder, at publikum skal fanges. Fra første gang man så Eddie optræde, har man været fascineret af hans entré. Tilsyneladende lidt genert, nærmest undskyldende kravler han op på taburetten, vakler lidt i sædet, slår et par strenge an, og man kan ikke lade være med at fatte sympati for denne ensomme dreng på den store tomme scene, der har påtaget sig det tunge ansvar at tage den næste time af vores liv. Men lur ham, han ved, hvad han gør! Den totalt professionelle kunstner som ved præcis, hvordan han skal få krammet på os! Ingen forbereder sig så grundigt på et show som Eddie.”

EDDIE SKOLLER blev født 4.6.1944 i St. Louis, Missouri, U.S.A. Døbt Edward Ralf Skoller. Siden da kaldet Eddie. Svensk født mor Ingrid Irma Paskell og russisk født far Aron Rafael Skoller. Han har boet i Danmark fra 1950, hvor familien ankom med D/S Jutlandia -kort før skibet blev sendt som hospitalskib til Korea.

EDDIE SKOLLER har været gift med skuespillerinden Lisbet Lundquist og senere blev han gift med den verdenskendte norske sangerinde Sissel Kyrkjebø i 1993 med hvem han har to børn.

EDDIE SKOLLER autodidakt som optrædende, og debuterede i Tivolis Visevershus under ledelse af Thøger Olesen 1.maj 1969 og blev fuld tids ‘showbisser’ fra 1.sept 1969.

Debuterede samme år på koncertscenen med ‘eget show’ som opvarmning for Juliette Greco i Stakladen i Århus under Århus Festugen. Derefter engageret til en Danmarks turné med Dirch Passer, som forespurgt om ikke det var en idé at ta’ Eddie Skoller med i showet skulle ha’ sagt: “Jo, hvem er hun?”

Lavede første eget one-man-show i december 1970 i Odd Fellow Palæets lille sal. Herefter kørte det bare derudaf …

EDDIE SKOLLER har med sine one-man shows etableret sig som ‘den internationale dansker’ – danskeren som med base i Danmark rejser verden rundt, både med egne turnéer og for internationale virksomheder og kongresser, hvor han kan forstås på mange sprog som f.eks. engelsk, svensk, tysk, japansk og mange flere…

 

Admin / 26. januar 2017 / Kunstner