Birthe Kjær

BIRTHE  KJÆR

Birthe Kjær kan den kunst at sprede glæde med sin sang, og det har hun gjort siden hun som barn i 1960 sammen med to drenge dannede SUNSHINE TRIOEN og turnerede rundt i Jylland.

 

I 1968 kom så det store gennembrud for Birthe, da hun med sin første single plade ARRIVEDERCI FRANZ  strøg direkte ind på Dansktoppens 1. Plads. Hun forlod sin læreplads i banken og blev professionel.

 

Siden fulgte det ene Dansktophit efter det andet, bl.a. SOMMER OG SOL, TENNESSEE WALTZ,  DEN KNALDRØDE GUMMIBÅD – sange, der i dag er næsten mere populære end dengang i 7o´erne. I de senere år er det sange som AV MIN ARM,  ALLE VERDENS GLÆDER,  DEN FØRSTE DAG I RESTEN AF MIT LIV, der har “hittet” -og senest SOM EN FUGL I DET FRI, der indbragte hende en Grammy.

8o´erne blev de år hvor BIRTHE KJÆR prægede Dansk Melodi Grandprix.

I 1980, 1986 og 1987 indtog hun en 2. Plads, og så i 1989 kom endelig sejren med sangen VI MALER BYEN RØD, som i det Internationale Melodi Grandprix endte på en flot 3. plads.

 

Året efter sås Birthe i en ny rolle, da hun sammen med Dario Campeotte var vært på Dansk Melodi Grandprix 1990. Derefter fulgte 10 Tv-programmer  MED KJÆRLIG HILSEN,  hvor hun inviterede gæster til sine populære underholdningsprogrammer på DR 1. På Tv  3 var hun i 1995-96 værtinde i 22 programmer med titlen VILDT FORELSKET, som ligeledes blev en stor succes.

 

Med sit alsidige talent har BIRTHE KJÆR også haft succes på revyscenerne.

I 1972 debuterede hun på Sans Souci i Kolding med visen om at gå til BAL UDEN TRUSSER. Siden fulgte fire sæsoner hos Volmer Sørensen i REVYKØBING KALDER, to gange VINTERREVY` på Amagerscenen, CIRKUSREVYEN i 1990, og HOLSTEBRO REVYEN i 1994, hvor hun blev belønnet med en REVY-MAREN for sin indsats.

 

På teaterscenerne har man kunnet opleve BIRTHE KJÆR i hovedrollen i musicalen I MORGEN ER JEG PÅ VEJ ( Fame Teatret) , som Marie Møller i LANDMANDSLIV ( Amager Scenen ) og i HARRY OG KAMMERTJENEREN ( Nørrebros Teater ).

 

I 1989 indledte BIRTHE KJÆR et samarbejde med de klassiske musikere Kim Sjøgren og Lars Hannibal. Det resulterede i visepladen PÅ EN ANDEN MÅDE, og i 1997  DANSK FILMMUSIK PÅ VORES MÅDE – en meget spændende  kombination af to musikgenrer, som blev nomineret til en GRAMMY.

 

PRISER er normalt ikke noget der regner ned over popsangere, men i 1991 blev Birthe hædret med LIVSGLÆDENS PRIS, som blev uddelt af Simon Spies Fonden.

 

I 1999 tog BIRTHE KJÆR  et velfortjent sabbatår, men her i år 2000 er hun vendt stærkt tilbage med sin nye trio GEMALERNE. Sammen turnerer de landet rundt med iørefaldende, glad musik.

 

På Cd-fronten indledte Birthe et nyt samarbejde med producer og kapelmester Jan Glæsel, som i nov. 2001 resulterede i Cd´en  “Længe leve livet”. Titelmelodien er skrevet af Ib Grønbech, som i øvrigt også har skrevet 2 andre sange på Cd´en.

Derudover består den af sange fra 60`erne og 70`erne, bl.a. “Close to you” (Nær ved dig), “There`s a kind of hush” (Var det kun for os?) og ikke at forglemme “7 seje sild” som i lang tid lå som nr. 1 på Dansktoppen. Birthe Kjær modtog en guld CD for over 25.000 solgte eksemplarer, og i marts måned 2002 en “Music Award” for samme cd.

Birthe Kjær modtog d. 28-2-04. en Grammy for sin nye CD ”På en Fransk altan”
Det betyder at Birthe Kjær har fået en Grammy for sine sidste 3 CD udgivelser.

I 2005 deltog hun i det populære tv-program Vild med dans.

Ved Danish Music Awards 2004 fik hun prisen for årets dansktop udgivelse med nummeret ”På en fransk altan”.

Admin / 26. april 2017 / Kunstner